Selvmøderprincippet er ikke skyld i stigende udgifter til udsatte

Kommunernes Landsforening giver i en artikel i Danske Kommuner den 21. september udtryk for, at selvmøderprincippet gør udgifter til herberger, kvindekrisecentre og ambulant alkoholbehandling mere eller mindre ustyrlige.

Det er et givet faktum, at udgifterne til området er steget gennem de senere år. Men det er ikke selvmøderprincippet, der er årsag til det.

Selvmøderprincippet er sat i verden for at gavne de mest udsatte borgere med et akut behov. Set ud fra et borgerperspektiv vil det være en væsentlig forringelse, hvis en kvinde, der udsættes for vold, eller en hjemløs ikke længere kan henvende sig direkte til et tilbud og få ophold med det samme, men i stedet skal vente på, at socialforvaltningen åbner.

I takt med at kommunerne indskrænker mulighederne for personlig henvendelse, bliver et velfungerende akutberedskab mere og mere nødvendigt. Selvmøderprincippet er derfor en af de bærende søjler på udsatteområdet, som må og skal fastholdes.

Manglen på billige boliger udfordrer
Det er dog ikke selvmøderprincippet, der er skyld i de stigende udgifter på området. En central grund er, at flere borgere nu får den hjælp, som de har behov for og krav på.

Det gælder i forhold til voldsramte kvinder, hvor flere pladser på landets krisecentre betyder, at flere kvinder får hjælp til at komme ud af voldens skygge. Dette er også prioriteret i finansloven 2020. Og det gælder i forhold til oprettelsen af mandekrisecentre under § 110, som viser, at vi som samfund også anerkender mændenes behov, når de er ramt af vold.

Begge eksempler er udtryk for udviklinger, som alle kun kan glæde sig over, også selvom det koster kommunerne lidt ekstra.

Ligeledes er manglen på betalelige boliger en negativ faktor. Siden 2008 har den overordnede strategi på hjemløseområdet været housing first. Altså at hjemløse skal tildeles en bolig med opfølgende støtte. Der er evidens for, at tilgangen virker, men ikke alle kommuner får skaffet de billige boliger eller den nødvendige støtte til, at borgeren kan fastholde boligen.

Det betyder, at mange "hænger" alt for længe i herberger og forsorgshjem med høje udgifter til følge. Og lange opholdstider gavner hverken kommune, tilbud eller borgere.

Selvmøderprincippet er en ordning, der indebærer, at en borger i en akut situation, for eksempel grundet vold i hjemmet eller hjemløshed, kan henvende sig direkte til krisecentret eller herberget og få ophold med det samme, hvis han eller hun er inden for målgruppen.

Implementering af housing first sparer penge
En fælles implementering af housing first-strategien vil nedbringe udgifterne og imødekomme borgerens ønske om en bolig.

Ikke alle kan dog være i egen bolig. Derfor skal de, der har behov for det, og som ikke kan bo i egen bolig på grund af for eksempel psykiatriske problemstillinger, og som har større behov, end § 110-tilbud kan honorere, tilbydes ophold på midlertidige og længerevarende tilbud (jævnfør § 107 og § 108 i lov om social service).

Vi ser dog, at antallet af pladser og udgifter til de længerevarende botilbud er faldet (jævnfør Rådet for Socialt Udsattes årsrapport fra 2019), og det kan være årsag til, at udgifterne på andre områder stiger.

Desuden modtager kommunerne 50 procent i refusion fra staten for udgifter til herberg og krisecentre, mens der ikke refusion for udgifter til § 107- og § 108-tilbud.
Samtidig oplever boformerne et skred i målgruppen, så de får flere borgere med psykiatriske udfordringer og bliver anvendt som et "psykiatrisk tilbud", viser Ankestyrelsens undersøgelse af området fra 2018.

Den manglende indsats for mennesker med svær psykisk sygdom og misbrug er medvirkende årsag til, at mange mennesker lider under hjemløshed. En tæt sammenhæng mellem misbrugsbehandling og psykiatrisk behandling kan forhåbentlig forbedre indsatsen for disse meget udsatte mennesker.

En mere belastet målgruppe med større kompleksitet kræver en tungere og dyrere indsats.

Ja tak til mere økonomisk gennemsigtighed
Vi er ligesom kommunerne interesserede i, at der er gennemsigtighed i priserne på herberg, krisecentre og alkoholbehandlingstilbud.
Større gennemsigtighed er afgørende for et godt samarbejde og ordentlig brug af skattekronerne. Vi har i

Danmark lang tradition for, at det offentlige samarbejder med selvejende organisationer, der drives værdibaseret og nonprofit, og hvor hver en krone investeres i faglighed, kvalitet såvel som gode rammer for de udsatte.

Derfor mener vi også, at det bør være disse tilbud, der løser opgaven, så selvmøderprincippet ikke bliver et redskab til profitskabelse.

Vi vil i den forlængelse foreslå et gennemsyn af fagligheden, så det i højere grad bliver tydeligt, hvad borgerne, kommunerne og samfundet får for pengene. Kvalitet koster. Det samme gør høj faglighed. Derfor bør det være tydeligt, hvilken kvalitet og faglighed det enkelte tilbud leverer.

Der er nemlig stor forskel på, hvad de højest specialiserede tilbud og de meste skrabede leverer. Også selvom de opererer inden for samme paragraf. Fagligheden skal tydeliggøres, så det bliver gennemsigtigt, hvad kvaliteten er. Uanset, om det er kommunalt eller ikke-offentligt.
Socialtilsynet bør spille en central rolle i den forbindelse og tildeles flere muskler, så det økonomiske og organisatoriske tilsyn styrkes. Det håber vi, at Folketingets partier og social- og indenrigsminister Astrid Krag (S) vil tage højde for, når revisionen af Socialtilsynet genoptages.

På den baggrund skal der lyde en fælles opfordring til KL og regeringen: Lad os sætte os sammen og finde langsigtede løsninger. For det er alle bedst tjent med. Ikke mindst de borgere, der har brug for vores fælles hjælp.

Selveje Danmark mener ikke, at tvungne driftsoverenskomster er svaret på de udfordringer, som udsatteområdet står over for. Tværtimod. Driftsoverenskomster vil for flere tilbud medføre en markant ringere kvalitet, bremse udvikling af indsatsen og udhule tilbuddenes økonomi.

Læs artiklen på Altingets hjemmeside - klik her