Lad os hylde mangfoldigheden på socialområdet

I 1873 oprettede grevinde Danner kong Frederik VII’s stiftelse for fattige og efterladte piger – det, der i dag er kendt som Dannerhuset på Gyldenløvesgade i København. Dannerstiftelsen var tidstypisk, idet den var et udtryk for privat filantropi, der på den tid var med til at udvikle dansk socialpolitik i retning af fokus på den enkeltes rettigheder og værdighed.

Siden har de privatfinansierede og selvejende sociale tilbud sameksisteret med den offentlige hjælp, der indtil socialdemokraten Steinckes reform i 1933 var kendetegnet ved, at man enten måtte klare sig selv eller give afkald på sine rettigheder som betaling for hjælp på fattiggården.

Reformen lagde grundstenen til et velfærdssamfund, hvor borgerne har universelle rettigheder, og hjælpen gives på basis af objektive, saglige kriterier. Et velfærdssamfund, hvor selvejende, private og offentlige skaber velfærden sammen og gør det med den enkelte borgers behov og rettigheder for øje.

Desværre ser vi nu tendenser i dansk socialpolitik, som udfordrer den mangfoldighed, der historisk har været kilden til innovation og kvalitetsudvikling. En mangfoldighed som derfor er afgørende for, at vi også i fremtiden kan møde de socialpolitiske udfordringer, vi som samfund vil stå over for.

Demografien og budgetterne taler et tydeligt sprog. Det offentlige bruger hvert år 50 mia. kr. på sociale indsatser til over 180.00 danskere. Alene fra 2015 til 2017 voksede antallet af sociale indsatser med 14.800 personer – udviklingen ventes at forsætte.

Det udfordrer ikke kun budgetterne, men også behovet for på den ene side specialisering og den anden side innovation. For i takt med mere komplekse forløb og stadig større specialisering vokser også behovet for skræddersyede løsninger og social innovation.

Selv om der er løbet meget van gennem åen, siden Dannerhuset stod færdigt i 1875, siden Incita i 2005 blev afknoppet fra Københavns Kommune, eller siden fonden Ørting i 2011 blev stiftet af forældre til børn med særlige behov, har vi også i 2020 behov for den dynamik og udvikling, der springer ud af et frugtbart samspil mellem offentlige og ikke-offentlige aktører.

Selveje Danmark og Dansk Erhverv repræsenterer de ikke-offentlige leverandører.

Vi repræsenterer arbejdsgivere for mere end 20.000 medarbejder, der alle hver dag møder på arbejde for at gøre en forskel for andre. Medarbejdere, der kigger på den anbragte unge eller den voksne misbruger med ønsket om at gøre en konkret forskel for ham eller hende.

Vi repræsenterer blandt andet frivilligt forankrede ngo’er, hjemmeplejeleverandører, trosbasserede sociale organisationer, krisecentre, selvejende og private plejehjem, socialpsykiatriske behandlingssteder og bo- og opholdssteder.

Vi repræsenterer de velfærdsaktører, som lige nu bliver udfordret af et politisk ønske om at begrænse mangfoldigheden, som tror, at der er direkte sammenhæng mellem ejerskabsform og kvalitet, og som derfor har ret til at levere velfærd til udsatte danskere. Et ønske, der synes alene motiveret i ideologi frem for et ønske om at udgangspunkt i den enkelte borgers behov for ro og kvalitet.

I 1933 skabte det brede Kanslergadeforlig arbejdsro til Steinckes sociale reformer, der endte med at give danskerne universelle rettigheder til social hjælp. Reformer, der højnede kvaliteten og dermed livskvaliteten for udsatte danskere.

For Selveje Danmark og Dansk Erhverv er det afgørende, at vi genfinder begejstringen for mangfoldigheden i dansk socialpolitik og retter fokus tilbage på udvikling, kvalitet og effekt. At vi med andre ord igen sætter fokus på det enkelte menneske.

Hyld mangfoldigheden. Læg ideologien til side. Ret fokus mod det, der faktisk hjælper den enkelte. Så enkel kan vejen være til reformer, der sikrer kvalitet i indsatser, et velfungerende tilsyn og ordentlighed i sagsbehandlingen.

Hvis målet er at gøre en positiv forskel, så er det den vej, vi skal gå. Og vi skal gå den vej sammen.

Læs debatindlægget i Jyllands-Posten – klik her