Er der lys for enden af tunnelen for de fastlåste fonde?

En ny afgørelse fra Erhvervsankenævnet sætter fokus på Civilstyrelsens praksis, når det handler om godkendelse af vedtægtsændringer. Det har Selveje Danmark beskrevet i et debatindlæg.

Gennem det sidste år har vi igen og igen set, hvordan selvejende organisationer etableret som fonde er blevet bremset i deres udvikling. Det er sket, når Civilstyrelsen har nægtet dem at gennemføre vedtægtsændringer, der har været nødvendige for at udvikle det enkelte tilbud i takt med tiden eller i takt med de mennesker der bor det pågældende sted.

En netop afsagt kendelse fra Erhvervsankenævnet, skaber nu en smule lys i mørket, men ikke en holdbar permanent løsning.

Civilstyrelsens rolle på socialområdet
For at forstå problemet i forhold til hele det sociale område skal Civilstyrelsens rolle kort beskrives. For en lang række sociale tilbud er det i dagligdagen ikke Civilstyrelsen, men Socialtilsynet, der er fondsmyndighed. Men hvis der er tale om væsentlige ændringer af vedtægter så skal de fortsat godkendes af Civilstyrelsen. Det omfatter bl.a. de ændringer af formålet, som skal gennemføres, hvis et tilbud ønsker at tilpasse sin målgruppe eller de metoder der anvendes, og hvor vedtægterne har beskrevet en anden målgruppe eller metode.

Civilstyrelsen anlægger imidlertid et helt andet perspektiv end Socialtilsynet. Civilstyrelsen tager udgangspunkt i en antagelse om, at fonde er stiftet på baggrund af et stort kapitalindskud typisk en arv og at dette til enhver tid skal ”beskyttes”. Derfor har Civilstyrelsen hidtil anlagt det synspunkt, at vedtægtsændringer kun kunne gennemføres, hvis de eksisterende vedtægter er ”umulige eller klart uhensigtsmæssige”. I praksis har det den betydning, at et selvejende socialt tilbud kun har kunne ændre sit formål, hvis alternativet har været en umiddelbart truende konkurs.  Det siger sig selv, at en sådan administration af vores socialområde er i voldsom strid med den massive fokus på udvikling, kvalitetsudvikling, nye metoder og samarbejde på tværs.

Den konkrete afgørelse
I den konkrete sag, der omhandler en erhvervsdrivende fond, underkender ankenævnet imidlertid Civilstyrelsen, derved at ankenævnet med støtte i forarbejderne i Lov om erhvervsdrivende fonde fastslår at ændringer af formålet kan godkendes, hvis det eksisterende formål ”ikke kan efterleves eller er blevet åbenbart uhensigtsmæssigt”. Hermed skabes der i et vist omfang rum for udvikling som er drevet – ikke blot at truslen om konkurs – men af et faktisk positivt ønske om at udvikle organisationen. Og det er positivt – i hvert fald, hvis principperne for afgørelsen også vil gælde de erhvervsdrivende fonde, der som følge af, at de er omfattet af Socialtilsynet er undtaget lov om erhvervsdrivende fonde. Det må dog lægges til grund, da der i forhold til Civilstyrelsen er tale om den samme vurdering.

Desværre har det i den konkrete sag også en hvis betydning, at der var tale om at fonden ønskede at bringe sit formål tilbage til det originale formål, og dermed tættere på stifters vilje. Det må antages, at det kun i de færreste tilfælde, når det handler om f.eks. sociale bosteder og botilbud vil være tilfældet. Realiteten her er i langt højere grad at det, da organisationen blev stiftet slet ikke var muligt at forudse den udvikling, der har været på det sociale område. Hvem kunne for 50 år siden have forudset de diagnoser vi kender i dag, hvem tænkte i den skarpe opdeling mellem børn og vokse som Serviceloven arbejder med, hvem kunne have sat navn de nye pædagogiske metoder? Det kunne ingen! Så hvis den del af afgørelsen tillægges afgørende vægt, så er vi ikke kommet et skridt videre – om end det i den konkrete sag naturligvis er glædeligt for den berørte fond.

Der skal findes en permanent løsning
Vi har i dag i Danmark en stor del af vores velfærdstilbud organiseret i fondsretlige konstruktioner. Vi kalder dem ofte selvejende organisationer, men det dækker ofte over fonde. Det har vi af mange årsager, hvoraf den primære har været at vi simpelthen ikke har haft et selvskabsretligt alternativ, hvor organisationen også har ønsket at arbejde almennyttigt eller non-profit.

Ønsker vi fortsat at have en sådan værdidreven non-profit sektor i landet, så bliver vi simpelthen nødt til at få skabt en juridisk ramme for organisationerne. En ramme som også vil anerkende deres behov for at kunne udvikle sig i takt med det samfund, som de er og skal være en del af.

Selveje Danmark har tidligere forstået to modeller. Den ene kunne være skabelsen af en helt ny juridisk identitet ”Den selvejende institution”. Begrebet kender vi, men det kunne gøres til en egentlig ”selskabsform”. Det andet kunne være at føre området tilbage under lov om erhvervsdrivende fonde, men i et nyt kapitel, der særligt forholder sig til de fonde, der er aktører på det sociale område.

Det kunne naturligvis også i lyset af den netop afsagte kendelse være en mulighed at tage udgangspunkt i den eksisterende model, hvor Socialtilsynet er fondsmyndighed, og hvor civilstyrelsen er permutationsmyndighed. Men det vil kræve, at Socialtilsynets rolle i den forbindelse skærpes, og at stillingtagen til hvorvidt det eksisterende formål er ”uhensigtsmæssigt” bliver en faglig indsigtsfuld vurdering, der ligger i Socialtilsynet og ikke en vurdering, der foretages af Civilstyrelsen.

Så er der lys for enden af tunnelen? Ja, det er der måske, men det forudsætter fortsat en målrettet politisk indsats. Børne- og socialminister Mai Mercado har tidligere klart tilkendegivet, at hun ønsker at finde en løsning – men som den netop afsluttede sag i Erhvervsankenævnet viser, så forudsætter det også andre ministeriers aktive deltagelse. Den håber vi, at hun har?

Der er lukket for kommentarer.