Ny podcast: Alle fortjener et liv uden vold

Hvert år udsættes 38.000 kvinder for vold. Vold kan ramme alle, og mange kvinder lever med vold fra den, de holder allermest af – eksempelvis en partner eller et familiemedlem.
 
I tredje afsnit af vores podcastserie ’Hjertelyd’ besøger vi Kvindehjemmet, Danmarks største kvindekrisecenter. Her møder vi 'Hannah', en tidligere beboer på krisecentret, der fortæller sin historie om et voldeligt ægteskab, der endte med, at hun og børnene flyttede til kvindehjemmet, som stod klar med hjælp og støtte. I afsnittet erindrer 'Hannah', hvordan hun desperat forsøgte at holde sammen på sin familie på trods af stigende kontrol og overgreb, og hvad der førte til, at hun og hendes børn i dag lever et liv fri fra vold.
 
På Kvindehjemmet møder vi også forstander Birgit Søderberg, der fortæller om den udvikling huset har gennemgået de sidste 16 år og om kvindernes og børnenes hverdag.
 
Få indblik i det børnepædagogiske arbejde på Kvindehjemmet, når pædagog i Børnetræet, Kvindehjemmets tilbud til børn, Marie Møller Christensen fortæller om, hvordan vold påvirker børn, og hvad man som forældre skal være opmærksom på i den forbindelse.
 
 
Bemærk at hvis du vil høre podcasten via en android-telefon eller -tablet, skal du anvende app'en Castbox.
 
Du kan samtidigt høre – eller genhøre – de to første afsnit af Hjertelyd ved at følge ovenstående link.