Ny rapport belyser samarbejdsproblemer med behandlingspsykiatrien

VIVE har udarbejdet en rapport om opgaveløsning i socialpsykiatrien. Undersøgelsen er bestilt af Kommunernes Landsforening og giver et godt indblik i de udfordringer socialpsykiatrien generelt oplever i samarbejdet med behandlingspsykiatrien f.eks. i forhold til ind- og udskrivninger. Mange af de selvejende socialpsykiatriske botilbud vil kunne nikke genkendende til udfordringerne.

Øget pres på behandlingspsykiatrien flytter opgaver
Undersøgelsen er baseret på kvalitative interviews med ledere og medarbejdere i socialpsykiatrien i fire kommuner. Af interviewene fremgår det, at lederne og medarbejderne i socialpsykiatrien særligt oplever en stigning af sårbare og skrøbelige unge med komplekse problemstillinger. Det er især unge mænd, som både har en psykisk lidelse og og misbrugsproblem, og unge kvinder med spiseforstyrrelser eller personlighedsforstyrrelse. Den øgede tilgang til socialpsykiatrien af borgere med nye komplekse problemer skal ses i sammenhæng med, at der samtidig sker ændringer i behandlingspsykiatrien. Behandlingspsykiatrien er blevet koncentreret på færre sygehuse, og det er blevet langt vanskeligere at få borgere med svære psykiske vanskeligheder indlagt.  Dertil kommer, at indlæggelserne typisk er af kortere varighed.

Socialpsykiatrien er under pres
Vanskelighederne med at få borgerne indskrevet, de kortere indlæggelser og stigningen i genindlæggelser presser socialpsykiatrien, som må håndtere borgerne i større omfang både før og efter kontakten til behandlingspsykiatrien.

De komplekse støttebehov skaber kompleksitet i opgaveløsningen, herunder behovet for en omfattende koordinering med andre indsatser både inden for kommunen og i de regionale tilbud. Men medarbejderne i socialpsykiatrien oplever ofte, at borgeren ikke er klar til at blive udskrevet, og at borgerens situation forværres igen, så snart borgeren kommer ud af det skærmede miljø på en hospitalsafdeling og tilbage i sit hverdagsliv. De oplever, at nogle borgere ikke er tilstrækkeligt stabiliseret ved udskrivelse, og at det giver en risiko for hyppige genindlæggelser.

Der opleves ofte også udfordringer i samarbejdet med egen læge, hvor det er oplevelsen blandt de interviewede medarbejdere i socialpsykiatrien, at det kan være meget personbåret, hvorvidt den almene læge har den fornødne viden om psykiske lidelser. Der er også en oplevelse af, at det kan være en udfordring at få almen læge til at tage ud og tilse borgeren i akutte situationer.

Forskellig forståelseshorisont for behandlingspsykiatrien og socialpsykiatrien
I socialpsykiatrien oplever mange af de interviewede ledere og medarbejdere, at der i den regionale psykiatri ofte er et ensidigt sygdomsfokus. Det gælder særligt i behandlingspsykiatrien, hvor man fra kommunernes side oplever, at der hersker et meget ”naturvidenskabeligt” perspektiv på borgeren. Et perspektiv, der er centreret om behandling og medicin som eneste løsning på borgerens problemer.

Medarbejderne i socialpsykiatrien beskriver derimod, at de ser på borgeren som borger frem for patient. I socialpsykiatrien fokuserer de i den forbindelse på mestringsstrategier, hverdagsliv og pædagogik. Ligeledes fremhæves det, at en stor forskel på særligt behandlingspsykiatrien og socialpsykiatrien er, at man i socialpsykiatrien ser borgeren igennem en længerevarende proces med op- og nedture, mens man i behandlingspsykiatrien ser borgeren i krise eller tilspidsede situationer.

Manglende koordinering og vanskeligheder ved indlæggelser
Spørgsmålet om, hvorvidt borgeren kan indlægges eller ej, reduceres fra behandlingspsykiatrien ofte til, om problemet er relateret til borgerens adfærd eller symptomer, og hvem der i forlængelse heraf skal tage ansvaret for borgeren. En del medarbejdere oplever, at man i behandlingspsykiatrien ikke tolererer uadreagerende adfærd og har svært ved at håndtere dette. Derfor oplever medarbejderne i socialpsykiatrien, at de udadreagerende borgere udskrives fra behandlingspsykiatrien med en forklaring om, at deres problem er adfærdsrelateret frem for behandlingsrelateret.

I en kommune fremhæves, at problemet omkring, at borgere udskrives tidligere, ikke kun handler om, at der er færre pladser i behandlingspsykiatrien. Det handler også om de forskellige opfattelser, der kan være i henholdsvis socialpsykiatrien og behandlingspsykiatrien, omkring hvornår en borger er stabiliseret og færdigbehandlet.

I flere af kommunerne fremhæver medarbejderne i socialpsykiatrien, at de ikke altid inviteres til udskrivningsmøderne i behandlingspsykiatrien, hvilket anses som en barriere i forhold til at sikre samarbejdet, koordinationen og kontinuiteten omkring borgere med komplekse problematikker. Interviewpersonerne fremhæver, at deres deltagelse på møderne er afgørende for, at de kan følge op på den behandling, der er givet i behandlingspsykiatrien. De fremhæver desuden, at de sidder inde med vigtig viden om borgerens hverdagsliv, der kan komme behandlingspsykiatrien til gavn.

Kommuner omlægger til recoveryorienteret tilgang og reducerer brug af botilbud
Undersøgelsen viser, at flere kommuner har sat gang i en omfattende omstillingsproces for at håndtere de ændrede målgrupper og opgaver. Det sker bl.a. ved at uddanne personalet til at bruge recoveryorienterede tilgange og rehabiliterende indsatser, der skal understøtte, at borgere med psykiske vanskeligheder bedre kan mestre eget liv.

Tanken er, at den rette brug af socialpædagogisk støtte kan hjælpe flere borgere til at klare hverdagen i egen bolig i stedet for tage ophold på et botilbud.

I flere kommuner er der gennemført en markant omlægning og reduktion i antallet af pladser på botilbud efter udviklingen af bostøtteindsatsen. I kommunerne er der sket en omlægning af længerevarende botilbud efter servicelovens § 108 til i stedet at være et botilbudslignende tilbud efter almenboliglovens § 105 med tilhørende social støtte efter servicelovens § 85. Omlægningen opleves af kommunerne, som at have understøttet et større fokus på den socialpædagogiske tilgang i indsatsen, hvor der lægges vægt på at støtte borgeren til at blive mere selvhjulpen i dagligdagen. Der meldes dog samtidig om, at omlægningen indebærer udfordringer i forhold til den stigende gruppe af beboere med somatiske plejebehov, idet plejedelen i højere grad var et integreret element i indsatsen på § 108-botilbuddet.

Kommunerne mangler tilbud til dobbeltdiagnosticerede
Det fremgår af undersøgelsen, at kommunerne har udfordringer med at finde det rette tilbud til borgere med komplekse støttebehov, psykiske lidelser og samtidige misbrugsproblemer (også benævnt som dobbeltdiagnosticerede). På en del tilbud optages borgere ikke med aktivt misbrug på botilbud af hensyn  til den samlede gruppe beboere og personalets normering og kompetenceprofil. Der meldes også om udfordringer i forhold til at give denne gruppe tilstrækkelig støtte i egen bolig. Ofte betyder misbruget, at det ikke er muligt at arbejde socialpædagogisk med borgeren ud fra et udviklings- og recoveryperspektiv. I stedet er indsatsen præget af brandslukning. En del kommuner køber pladser til denne gruppe hos andre kommuner – men i nogle tilfælde får borgeren ikke noget tilbud og må tage ophold på hjemløseherberg.

For at læse VIVEs rapport om opgaveløsningen i socialpsykiatrien – klik her.

Der er lukket for kommentarer.