Kurser i Den Socialøkonomiske Investeringsmodel

Der er nu mulighed for at komme til kursus i Den Socialøkonomiske Investeringsmodel (SØM). De første kurser afholdes i landets regioner i løbet af maj og juni måned.

SØM er udviklet til at beregne de økonomiske konsekvenser af sociale indsatser og dermed fremme investeringstankegangen på det sociale område. Socialstyrelsen afholder i samarbejde med Incentive og VIVE en række kurser i modellen i København, Næstved, Kolding, Silkeborg og Aalborg. I løbet af maj udbydes første runde af kurser, der er delt op i to forskellige kursusforløb: Spor 1 og Spor 2.

Spor 1: Introduktion til SØM
Spor 1 er et endagskursus, som giver en introduktion til SØM og fokuserer på, hvordan SØM kan anvendes. Deltagerne på kurset får kendskab til SØM og viden om, hvordan resultaterne kan bruges i en beslutningssituation.

Målgruppen for Spor 1 er både fagpersoner, kommunale beslutningstagere og øvrige aktører med interesse i socialøkonomi.

Spor 2: Lær at lave dine egne SØM-analyser
Spor 2 er et todageskursus, der har fokus på at gøre deltagerne i stand til at lave deres egne analyser i SØM. På kurset får deltagerne kendskab til, hvordan SØM anvendes i praksis, og der vil være mulighed for at regne på egne cases.
Socialstyrelsen anbefaler, at deltagerne har været på Spor 1 først.

Målgruppen for Spor 2 er deltagere, der udfører økonomiske evalueringer af sociale indsatser.

I løbet af efteråret vil der blive udbudt en ny runde af Spor 1 og Spor 2 kurser. Derudover vil der i 2019 blive udbudt Spor 3 kurser i form af webinarer, hvor der er mulighed for at blive klogere på specifikke emner.

Der er desuden udviklet et e-læringsmodul, der giver en kort introduktion til SØM.
Find e-læringsmodulet – klik her

Læs mere om kurserne i SØM – klik her

Der er lukket for kommentarer.