Hav en rigtig dejlig sommer

Sommeren har allerede grebet os og lagt en varm solbeskinnet dyne over landet. Mange af jer er sikkert allerede gået på ferie og mange andre er på vej. På vej ud i sommerlandet får I en lille hilsen fra Selveje Danmark, før vi ses på den anden side af ferien.

Sommerdebat om profit eller ikke-profit
En af de ting vi formentlig vil komme til at følge hen over sommeren er den igangværende politiske debat omkring profit eller ej på det sociale område. Det er en sag, der udspringer af en konkret sag, der som ringe i vandet har bredt sig til såvel faglige organisationer, politikere og andre med holdninger til det sociale område.

Selveje Danmark har også været inddraget, men vi ser helt overordnet ikke, at det er en debat, der bør handle om dem mod os, om offentligt eller ej. Tværtimod ønsker vi i langt højere grad, at vi får en debat, der handler om kvaliteten i det pædagogiske arbejde, om gennemsigtighed i økonomi, og om en helt grundlæggende ansvarlighed overfor både de mennesker vi arbejder for og med, og de økonomiske midler der tilføres området. Det handler ikke om offentlige tilbud, selvejende eller private. Det handler om os alle sammen.

Spændende arrangementer på vej til efteråret
I Selveje Danmarks sekretariat vil vi bruge sommeren til at få planlagt en række spændende aktiviteter i efteråret. Det handler om møder i vores netværk, om et kursus i forvaltningsret målrettet velfærdsområdet og om nyskabelsen, en minikonference målrettet ledere og bestyrelsesmedlemmer i medlemsorganisationerne. Datoer for de aktiviteter vil komme ud umiddelbart efter ferien.

Sekretariatet holder åbent men nyhedsbrevet går på ferie
I Selveje Danmark har vi åbent hele sommeren, så skulle der opstå et behov for lige at vende noget, så må I bare kontakte os. Nyhedsbrevet holder dog ferie og udkommer først igen den 8. august.

Sommerhilsner fra

Jon Thorlacius Krog
Branchedirektør i Selveje Danmark

Der er lukket for kommentarer.